Vi kæmper for livet i Bogø Hav
Red Bogø Hav er en lokal forening bredt forankret i lokalområdet omkring Bogø Hav – Nordfalster, Vestmøn, Sydsjælland og Bogø. Vores mål er at finde langsigtede løsninger, der sikrer et levende hav til kommende generationer.
Vores mål er at finde langsigtede løsninger, der sikrer et levende hav til kommende generationer.
Vores drøm er at genoprette livet i Bogø Hav med stenrev, ålegræs, muslingehaver og levende åløb med gydepladser.
Forudsætningen for, at havgenopretningen kan lykkes, er imidlertid, at vi lykkes med at stoppe forureningen og de fysiske ødelæggelser af vores lokale marine økosystem. Ellers drukner de gode initiativer i fedtemøg og algesuppe.
Et levende hav hænger sammen med en sund natur og velfungerende sammenhængende økosystemer til lands. Derfor indtænker vi kystnatur, biodiversitet og drikkevand i de løsninger, vi arbejder med.
Vi kan ikke passe på noget, som vi ikke har noget forhold til. Derfor støtter Red Bogø Hav også initiativer, der styrker forbindelsen mellem mennesker og naturen til lands og vands, fx kystvandrestier og rekreative områder i forbindelse med frikøb og omlægning af jord til natur.
Hvis Bogø Hav skal reddes, skal det have fred nu.
Vi vil så gerne starte med at genopbygge livet i havet med det samme. Ålegræs og muslinger kan rense vandet. Stenrev kan huse nyt liv og åløb kan give plads til nye ynglesteder. Men de gode initiativer kan ikke hamle op med fortsat forurening og fedtemøg. Derfor bliver vi nødt til at tage fat om de værste pressorer på havmiljøet nu.
